Spam-emails

29. april 2015

Hvorfor får vi spam?

Du har sikkert modtaget utallige emails fra nigerianske svindlere der tilbyder dig millioner af dollars i arv. Eller tilbud fra russiske kvinder der mener at I er soulmates og bør tilbringe resten af livet sammen. Man kan ofte trække på smilebåndet og undre sig over at nogen hopper på sådan et scam, men det er der. Der er stadig penge i email-spam.

 

Vi har stadig flere kunder der undrer sig over hvorfor de modtager spam-mails, da de efter eget udsagn ikke har udleveret deres email-adresse til andre.

Sagen er at bagmændene bag spam-emails, anvender en teknik der hedder crawling.
Det er kort fortalt et stykke software der søger tekst på internettet igennem for email-adresser eller hvad der kan ligne email-adresser.

Teknikken bliver mere og mere avanceret og det kan være svært at undgå at komme på en spamliste, til trods for at man forsøger at skrive email-adressen på en måde som robotten ikke umiddelbart vil forstå som en email-adresse.

Softwaren kan altså nemt finde brugerens email-adresse, hvis den er oplyst på eksempelvis hjemmesider med ansatte eller medlemmer osv.

 

Malware

En anden og mere problematisk metode er ved brug af malware. Malware er et stykke software der bliver installeret på computeren uden at brugeren er klar over det. Det sker eksempelvis ved at brugeren klikker på et link på internettet eller i en email. Malwaren kan herefter aktivere udsendelse af emails fra den inficerede PC og benytte brugerens email-adresse som afsender og tilmed maile til brugerens adressekartotek.

malware vil ofte gøre computeren meget langsom og i flere tilfælde næsten umulig at bruge på nettet. Du kan læse mere om malware her. Der findes forskellige metoder til at fjerne malware fra din PC, det skal dog siges at malware kan være mere genstridigt at fjerne og kræver ofte en kombination af flere programmer før det kan anses for helt fjernet fra computeren.
Hvis du har mistanke om at du har malware, anbefaler vi at du ikke bruger computeren online, da den vil blive ved med at udsende spam-emails så snart computeren er online.

 

Hvad bliver din email brugt til ?

Lister med spam-emailadresser bliver stadig solgt i stor stil på internettet, og der er noget der tyder på at det virker. Der er forskel på om en spam-email er ren reklame, eller om det bliver brugt til at franarre modtagerens kreditkortoplysninger med det formål at misbruge modtagerens kreditkort. Desværre er der overvejende spam-emails som handler om at få modtageren til at udlevere deres personlige oplysninger, herunder kreditkortoplysninger eller få dem til at overføre penge til en konto via internettet.

 

Hvad kan du gøre som spamoffer?

Vi har et par gode råd til hvad du kan gøre for at minimere spam.

  1. Undgå at oplyse din email-adresse på tilfældige sider på internettet.
  2. Modtager du spam skal du markere det som spam eller blokere afsenderen.
  3. Installer et program som eksempelvis Malwarebytes til at scanne din PC for malware.
  4. Lad være med at åbne emails fra afsendere du ikke kender.
  5. Installer et spamfilter på din mailklient (Outlook etc.)

 

Er du usikker på om du har malware er du velkommen til at indlevere din computer til et tjek så kan PC Service Center undersøge om du har malware eller anden skadelig software på din PC der gør at du sender spam ud.